1969 Aktuelt
- Details
- Category: Eiler Løndal, Scrap book
- Published Date
- Written by John Løndal
- Hits: 84
Aktuelt Silkeborg 29-10-1969
Værdifuld kunstgave er skænket til Silkeborg
Maleren Eiler Løndals seks billeder har motiver fra kåg fart og teglværker
Silkeborg byråd vedtog ved det lukkede møde mandag aften at sige ja til et tilbud om en meget stor kunstgave bestående af seks malerier af maleren Eiler Løndal, Aarhus, der stammer fra Silkeborg. Tilbuddet havde kunstneren fremsat igennem sin søn, farvehandler Løndal, Fredericia. Kunstneren er broder til afdøde malermester Anthon Løndal, Bredgade, og til maleren Thorvald Løndal, Sønderborg. Den eneste betingelse for kunstgaven er, at malerierne bliver ophængt i offentlige bygninger i Silkeborg, så de bliver til glæde for så mange som muligt.
Alle seks billeder har motiver i nær tilknytning til Silkeborgs fortid.
De fire har nemlig motiver fra Kågfarten på Gudenåen, og de to har motiver fra den både i fortiden og nutiden udbredte teglværksindustri på Silkeborgegnen. Begge disse motiver har jo nær tilknytning til hinanden, fordi en stor del af den last, som kågene tog om bord i Silkeborg til Randers, bestod af mursten fra Silkeborgegnens teglværker.
Både kågfarten og arbejdet i lergravene ved teglværkerne var meget hårdt arbejde, og dette giver maleren ikke alene udtryk for i selve motiverne, men også i farverne. Det er for størstedelen jordfarver holdt i lidt slørede, men alligevel kraftige toner, og dominerende er brunt, brunrødt, blåt og grønt. Dertil kommer den kraftige og forenklede udførelse af selve motiverne. Det gælder både kågkarlene, landskaberne og arbejderne i lergravene.
De fire billeder om kågfarten på Gudenåen mellem Silkeborg og Randers holder sig helt til den historiske virkelighed. På strækningen fra Randers til Bjerringbro blev kågene trukket af menneskelig arbejdskraft, kågkarlene, og på strækningen fra Bjerringbro til Silkeborg var trækkraften heste, som kågejerne lejede af husmænd på Bjerringbroegnen. Det største af billederne viser kågkarlene trækkende kågen op ad Gudenåen, og på et andet stort billede ses kågen forspændt en hest, der ledes af en kusk. Ved særlige vanskelige passager på Gudenåen måtte kågen stages frem, og dette motiv er gengivet i et tredje billede, på hvilket kågen lige er sejlet under en bro.
I baggrunden og i kontrast til åens overflade ses de stort skårne bakkedrag, der indrammer Gudenådalen. Endelig er det fjerde billedes motiv nærportrætter af to kågkarle med træktovet over skulderen og yderst til højre i billedet ses stævnen af kågen.
De to resterende billeder har motiver fra lergravene ved teglværkerne på Silkeborgegnen. Det ene viser i et stort udsnit lergraven med arbejdere, der graver leret løs og læsser det på tipvogne. Det andet billede viser to arbejdere fyldende leret i en tipvogn, der skubbes af en tredje arbejder.
Alle seks billeder gør et meget dybt indtryk på tilskuerne og giver både i udførelsen og farveholdningen et stærkt begreb om fortidens hårde arbejde i de to erhverv, der var medvirkende til Silkeborgs udvikling som by.
Sandsynligvis bliver alle seks billeder ophængt på rådhuset.

